Logo-design

Logoet er næsten lige så vigtigt som virksomhedens, produktets eller brandets navn. Fordi det er så væsentlig en del af brandingen, gør det det meget lettere at genkalde sig, hvis det er kendt; fx Coca-Cola, der kun består af bogstaver og farver, eller Apples logo, der i dag kun  består af et æble, hvoraf der er taget en bid.

Fulgjyr-logo copyright (C) 2019
Et eksempel på et lidt atypisk logo, som kun består af et grafisk element: en cirkel med en vikingedrage indeni. Logoet er tegnet i hånden, derefter rentegnet og rettet op i Adobe Illustrator i flere udgaver; som stregtegning, som udfyldt sort (billedet her) og i negative udgaver på sort baggrund.

Et logo kan altså bestå af tre ting: navnet skrevet med en bestemt skrifttype, et eller flere grafiske elementer samt en eller flere farver eller kombinationer af farver.

Et slogan kan også bruges i sammenhæng med logoet, men som regel er det et selvstændigt element, som kan vælges til eller fra.

Et logos grafiske elementer

Ofte kan det grafiske element være en maskot, som fx hunden i Nettos logo, men det kan også være et eller flere geometriske elementer, symboler af alle mulige slags eller en form efter fri fantasi.

Et godt eksempel er Nikes “swoosh”, som bruges på alle deres sko og ofte på tøjet;. Det er egentlig en stiliseret vinge, som er taget fra den græske gudinde for sejr, som, modsat de fleste andre græske guder fra klassisk tid, bliver afbildet med vinger.

Læs mere om gudinden ‘Nike’ her: https://da.wikipedia.org/wiki/Nike_(mytologi) eller læs om sportstøjsfirmaet ‘Nike’ her: https://da.wikipedia.org/wiki/Nike,_Inc.

Det gode logo

Hvad er et godt logo? Det er et bomærke, der opfylder de betingelser som afsender og modtager har brug for. Et godt logo fungerer på alle de medier, hvor det bliver præsenteret.

Der er stor forskel på om et logo skal gengives i meget lille størrelse, i dårlig opløsning og kun med sort trykfarve, som i gamle dages aviser, eller om det skal blæses op i farverig kæmpestørrelse som fx på siden af en lastbil, en færge eller på en enorm storskærm.

Skal logoet fungere i både bredformat, højformat, kvadratisk og rund på bannerreklamer på nettet eller som profilbilleder på de sociale medier?

Der er mange ting ag tage stilling til, og de færreste behøver nok spekulere på, om logoet kan fungere absolut alle steder. Men har man et logo, der består af både et navnetræk, et grafisk element og nogle specielle farver, så er det som regel lettere at få tilpasset til de medier og formater, hvor det skal bruges.

Dekorativbureauet har mange års erfaring med udformning af logoer, og hjælper gerne med gode råd i idéfasen.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial